Skrevet af KJ85 - 26-03-2018 23:43
Sidste sommer udgav WayForward den seneste installation i Shantae-serien på Switch, og i efteråret kunne de i samarbejde med PQube annoncere, at spillet i 2018 også ville finde vej til butikshylderne i en fysisk version. Denne har man i dag lagt en udgivelsesdato fast for, og spillets ultimative udgave er såmænd ude om blot en måned.
Shantae: Half-Genie Hero – Ultimate Edtion lander således i butikkerne d. 27. april, og med til alle forudbestillinger og førsteudgaver af spillet vil der medfølge en CD med soundtrack og en 100-siders artbook fyldt med hidtil usete skitser af Shantae og banden.
Som navnet indikerer, så inkluderer den ultimative udgave af det Kickstarter-finansierede spil selvfølgelig alt tidligere udgivet DLC, og det gælder såmænd også noget af det som tidligere var backer-eksklusivt. Man vil således få sig Pirate Queen’s Quest, Friends To The End og Costume Mode med i købet.
Kunne du finde på at købe denne pakke, når den udgives sidst i april?